Dagen i dag føles mærkelig. Som om jeg bare burde lægge mig til at sove. Jeg skal ikke røre ved noget i dag, ikke snakke med nogen i dag. Søndag. mhhhm. Gå væk med dig og lad det blive mandag.
Når jeg er nede eller har problemer er det meget få mennesker jeg kan gå til. Og det er sjældent jeg gør det. Selvom jeg ved jeg har brug for at snakke bider jeg mig selv i tungen. For jeg kan ikke tillade mig at være svag. Men igår, der gik den gal. Jeg kunne mærke vreden i mig koge og boble. Men hvorfor er jeg så vred? Hvorfor hader jeg den nar over alt på jorden? Fordi han chikanere min kæreste? Hun er typen der sagtens kan klare det selv, så hvorfor lader jeg det gå mig sådan på? Jalousi? Trangen til at beskytte? Jeg kan ikke sætte en finger på det... Jeg ved ikke hvad det er for den er en ny følelse for mig. Jeg kunne slå et hul i væggen. Jeg kunne sætte mig ned og græde. Jeg kunne stå og grine til jeg fik ondt i maven. Jeg kan det hele i ren og skær forvirring. Jeg har ikke elsket en pige på den her måde i lang tid. Det så syrealistisk. Jeg havde opgivet håbet om at finde en, men der stod hun. Som sendt fra himlen. Ved godt jeg ikke skal være bange for at miste hende, men det er jeg altså. Det er sandheden og den kan jeg ikke løbe fra, og jeg gider ikke lyve. Jeg har ingen grund eller lyst til at lyve.
Hende og mig, det føles så rigtigt på alle måder. Når hun kigger mig i øjnene forsviner enhver frygt og tvivl. Det er hun den første der har kunnet gøre?! Så jeg er overbevist om det her er noget særligt.
Måske det er derfor jeg er så rasende? fordi jeg vil forenhver pris forhindre idioter som ham i at komme imellem os?
Jeg hader når folk går bag min ryg. Har de noget de vil sige kan de sige det op i ansigtet på mig. Jeg acceptere folks meninger, men jeg vil under ingen omstændigheder acceptere folk går bag min ryg og spreder løgne og tvivl på min bekostning. Det er så... Umoralsk. At han kan have en god fornemmelse med sig selv fatter jeg ikke. Jeg håber et eller andet sted han græder sig selv i søvn over det han render og gør mod andre. Og alligevel vil jeg have ham til at se det er forkert og hive ham over på den rigtige side igen... Jeg er en blød idiot, men jeg har en grænse og krydser man den. Så bliver jeg hård og kold. Og går man bare en mm længere over den grænse. Så ser jeg rødt. Vil man ikke lytte må man føle. Det er jeg opdraget til. Jeg slår ikke ihjel, jeg sparker og tramper ikke på en der ligger ned. En person der ligger ned, har følt. Så bliv liggende og kryb som den falske slange du er. Mig kan du ikke manipulere med. Vent du bare, inden så længe skal jeg nok få fat i dig. Og så tager vi den. Dig og mig. Og vil du ikke lytte, lyver du for mig, slår du ud efter mig. Så slår jeg dig så hårdt at kun dit tøj bliver stående. Jeg sender dig flyvende gennem byen knægt. Træd på dem jeg elsker, og jeg træder dobbelt så hårdt på dig.
- En dag vil mennesket måske forstå det. Men som det ser ud nu, er moral og etik noget der høre myter og legender til. Vi er griske og grådige. Hvis man ligger på kanten af en kløft, i den ene arm holder du den person du elsker allermest. I den anden holder du en kuffet, med alle de redskaber du skal bruge for at overleve resten af dit liv. Men du har ikke krafterne til at hive begge dele op. Hvad slipper du? Kufferten, eller personen du elsker allermest?
Et menneske slipper personen. For sådan er mennesket. Det ved godt hvad det er nød til for at overleve. Det er hårdt, men det er en fact som vi er nød til at erkende før vi kan ændre på det.
"Mennesket kan ikke forstå alting og ingenting. Vi stræber efter alting men vi kan ikke få alting. Vi kan heller ikke forestille os at have ingenting? Alting og ingenting er det vi som mennesker ikke kan forstå." Du har ret min ven. Du har så ret.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar