Altid og Aldrig

Jeg har faktisk lyst til at skrive noget seriøst i dag. Ikke bare det sædvanlige man skriver om en kæreste eller venner eller sådan noget, nej noget virkelig seriøst. Noget om livet selv. Jeg er en meget undrende og spekulerende person. Så jeg spørger tit meget om ting jeg synes er intressant for at få så meget information som overhovedet muligt ud af det. Men for at komme til sagen.

Når folk bruger ordende Altid og Aldrig. Hvad er så meningen bag de ord?
Et eksempel: Jeg har aldrig været utro. Hvis man ikke har det er den jo god nok.
Et andet eksempel. Jeg vil aldrig være utro. Nu bliver den tricky for du kan ikke forudse fremtiden, så hvordan kan man vide at man ikke dummer sig om 20 år?? Kan i følge mig lidt?

Og med altid. Jeg har altid være glad for dyr. Hvis du har været det siden du startede med at kunne huske er den god nok.
Andet ekesempel: Jeg vil altid være glad for dyr. igen fremtidsting kan vi ikke være sikre på, der kan ske noget så man bliver bange for dyr, eksempelvis at man bliver bidt af en hund? Siger ikke det er sådan men det sker i mange tilfælde.

Jeg vil aldrig holde op med at elske dig. sødt, men lad os tage den igen den dag du ligger døende om du stadig elsker den samme person der.
Jeg vil altid elske dig. Lad os nu lige se om du stadig elsker den samme om 40 år.

Min pointe er vel bare at folk bruger nogen ord for tit som de ikke helt er klar over hvad betyder når man sætter dem i forbindelse med noget. For eksempel ordet elsker, der er mange nyforelskede der fyre de ord af uden egentlig at vide hvad det vil sige at elske?
Jeg kan sige jeg elsker min kæreste, for hvis hun kommer og siger hun har fundet en anden der gør hende mere lykkelig, jamen så kan jeg give slip og ønske hende alt held i fremtiden. Self vil det gøre ondt, meget ondt. Men når man elsker en person kan man tilside sætte sine egne behov for at støtte op om dem man elskers behov. At elske oprigtigt er en af de mes uselviske handlinger der findes.
Der findes en måde mere at elske på, desværre den man ser oftest. Hvor man bliver afhængig af en person, man kan ikke undvære den person. Det er blevet en besættelse og man kan ikke give slip ligemeget hvad. Man bliver styret af en konstant frygt for at miste. Og det er oftest det der dræber et forhold. For frygt og tillid harmonere bare ikke. enten styre tillid, eller også gør frygt. Det er normalt i ethvert nyt forhold at frygten siger mest, men med tiden når tillidsbåndet bliver bygget op overtager tilliden. Men det er kun hvis man tager det stille og roligt en dag af gangen.

Og nu er jeg så løbet tør for ord, og kan se det endte alligevel ovre i kærlighed... Nåh ja men det er jo sådan jeg er. Lever og ånder for kærligheden, for kærlighed er de bånd vi har til folk, familiebånd, venskabsbånd, partnerbånd osv osv. Kan ikke undvære det, men det er samtidig heller ikke en fuldtids besættelse for mig. Jeg gør som jeg gør med alt andet, tager det en dag af gangen, en ting af gange, et skridt af gangen. Og så er det vigtigt i et forhold at give hinanden noget luft. Ellers kvæler man bare forholdet. Det kræver noget selvkontrol og det arbejder jeg lidt på selv, så når jeg finder en god metode skal jeg nok dele den!
Over and Out.