Hvad satan?

Havde helt glemt jeg havde en blogg indtil en veninde mindede mig om det her den anden dag, så tænkte man måske skulle skrive lidt igen da det efterhånden er ved at være længe siden?

For at starte et sted, så er jeg flyttet hjemmefra, i egen 2værelses lejlighed her i fredericia, en rummelig 45 kvm lejlighed. Det er sku lækkert! Bor 40 m væk fra min bedsteven, så han kigger op regelmæssigt. Med hensyn til kærlighed, jamen der har jeg mødt en pige fra skive som jeg har tilbragt de sidste 2 weekender sammen med, men det vi søger er bare ikke det samme så det duer ikke. Jeg vil have noget stabilt og seriøst og det var hun ikke klar til, jamen så skilles vores veje bare. Så har jeg en backup i haderslev jeg giver en chance istedet for. Sidder faktisk på skype med hende lige nu, smuk sød pige er hun da.

Jeg går jo på teknisk skole, på Transport og Logistiklinien, lige fået et 12 tal i brancherettet geografi. Og et 7 tal i branceintrodukton, han kunne ikke give mig en højere karakter da jeg var startet en uge senere, selvom jeg havde færest fejl i den afsluttende prøve... Nåh men altså er der nogen der skvatter død om, har jeg fået mit førstehjælps bevis, så kan give hjertemassage og kunstigt åndedræt nu. Ved ikke om det er en opgradering fra fodmassage eller en nedgradering. Bum bum. Nåh ja hvad er der ellers at sige, jo jeg skal på sygehuset på torsdag (12/04-12) med min skulder, så får jeg at vide om jeg skal opereres i den eller ej. Samtidig samme dag 3 timer senere skal jeg til samtalerunde 2, ved Prime Cargo omkring læreplads. Kunne være rart at få den!

Og for at vende tilbage til noget jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så har lægerne trukket deres dødsdom tilbage og sagt undskyld, igen igen, for at de tog fejl og de snakker om et mirakkel og at der er nogen der holder en hånd over mig og at de ikke har set mage og bla bla.. De kan fandme ikke finde ud af deres job, sådan nogle kittelbavianer... Så det snakker vi ikke mere om.

Udover at det går smurt på skinner ved jeg ikke hvad jeg ellers skal skrive?

JO! Håndboldsæssonen er slut og jeg er officielt ikke træner længere, det har været en sjov og udfordrende oplevelse at være træner, men jeg må indrømme... At det tager for meget tid, så det venter jeg lige et par år med før jeg vil det igen. Og så er jeg også stoppet med at spille selv, da jeg tabte hovedet sidst jeg var ude at spille kamp. 3 spilledages karantæne... 2 røde kort i samme kamp, ja jeg gik på en måde lidt amok. Gider ikke fortælle historien, den er lidt åndssvag. Nåh men tror det var det for den her gang, vi ses igen om 3 måneder hvis jeg glemmer at jeg har en blogg, igen.

Adios ciao farvel goodbye og hvad der ellers er af farveller på diverse sprog.
Pas på jer selv og hinanden!

Ja ja....

Ved ikke helt hvor jeg skal starte så springer vel bare ud i det okay?

1: Jeg har fået mit overskud og min "livsglæde" tilbage.
2: Jeg har fundet ro i mig selv igen.
3: Jeg er her lidt endnu.


Hvad sker der når et menneske får at vide det skal dø?
Jo nu skal i høre.

Man begynder at se ting på et nyt niveau, du slapper mere af og tager tingene med en ny indgangsvinkel. Du begynder at gå i detaljer, og værdsætter selv de mindste ting. Den lille krølle i din nevøs hår, som frisøren overser hver gang, Den lille rille i rattet på din bil, hvor din finger ligger så godt, måden din kaffe dufter på inden du tager den første tår, glæden ved at bruge tid på at lave mad, at små ting kan gøre andre glade osv osv. Alting får bare en ny mening. Hver dag du vågner, der smiler du og tænker: "Hvad kan jeg finde på i dag? Hvad har jeg lyst til?"
Eller det er ihvertfald sådan Jeg tænker.
Ville have skrevet det hele på en gang, men har faktisk været en uge om at skrive det her. Føler bare jeg manglede noget, og så gik jeg i stå, men okay fortsætter lige.

Der er mange der spørger ind til min eks. Om jeg er ovre hende, om jeg stadig elsker hende og sådan noget.
Jeg elsker hende stadig, men jeg er ovre hende. Giver det nogen mening? Tror man skal være inde i mit hovede for at forstå det. Jeg elsker hende, men jeg gider ikke snakke om hende, vil ikke se hende, eller høre fra hende igen. Hun har såret mig, og der er grænser for hvor mange psykiske tæv jeg vil tag imod. Hun ville være venner, og jeg prøvede virkelig alt hvad jeg kunne for at vi kunne være det. Men hun var negativ overfor mig, kørte psykisk på mig. Går og sviner mig til ude i byen og jeg tænker bare hvorfor? Efter det jeg har gjort for hende... Hvad er det så jeg har gjort hende der gør hun hader mig sådan?
For fanden jeg har støvsuget hjemme ved hendes mor, pusset deres vinduer, vasket deres postkasse og forventede ikke at få noget for det. Jeg gjorde det frivilligt og fordi jeg ville hjælpe? Jeg prøvede på da vi kom sammen, ikke kun at være en kæreste, men også en ven hun kunne snakke med. En der ville lytte og støtte hende lige meget hvad hun vælger at gøre. Der vil jeg stadig, og alligevel ikke.
Men nok om hende, jeg prøvede at støtte hende og hun fejede mig væk som var jeg ingenting. Så er der kun en ting at gøre, og det er skære hende ud. Jeg havde det godt før jeg mødte hende, og jeg har det godt nu. Har ikke brug for hende. Der er kun en vej frem, og det er den ene fod foran den anden.

"If you leave and expect me to follow, I ain't gonna follow, cuz' if you wanted me in the first place, you wouldn't have left."

Jeg er single og glad, og jeg gider ikke have en kæreste eller en flirt eller noget i den retning. Jeg har mine venner og jeg har mit håndbold, mere behøver jeg ikke? Men jeg må indrømme, at jeg troede jeg havde accepteret det faktum at jeg nok ikke har mere end 6 måneder tilbage. Efter den sidste scanning skulle man tro jeg var glad, for de sagde mit hjerte er begyndt at hele sig selv. Men de sagde jeg kun måske overlevede det. Et måske? er jeg gået fra sikker død til et måske at oveleve? Det er bedre odds men jeg ved ikke. Jeg er begyndt at blive mere træt, sover mere. Har ikke den samme energi som jeg har haft og ja, jeg er bange for at dø. Bange for at efterlade noget, uopklaret eller uløst. Bange for at... Bange for alt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Hele min eksistens, mit liv? Det hænger på et tungt måske. Men sådan har alle mine ting været igennem mit liv?
"Du er måske god nok til 1 hold. - Jeg kom på førsteholdet."
"Vi har måske en lærerplads til dig - Der er stadig ikke noget svar at hente"
"Der er måske en chance for at vi kan hjælpe dig. - De kunne ikke hjælpe mig"
"Du finder måske aldrig ud af hvem der gjorde det. - Jeg fandt aldrig ud af det"

måske måske måske måske MÅSKE!!!
Hvad kan jeg bruge det til!!??
Giv mig nu bare, en gang for alle et svar jeg kan bruge og forholde mig til at sådan her er det!!!
Bare denne ene gang...
Kan jeg starte eller kan jeg ikke starte?`
Skal jeg dø af det her eller dør jeg ikke? Ligesom de andre gange i sagde jeg skulle dø?! - Det er 4 gang jeg får det at vide... Men den her gang er det anderledes for mit hjerte tog skade, og jeg har set scanningerne. Der er en bule i mit højre hjertekammer, mine muskler omkring hjertet og lungen, har trykker en bule ind i mit højre hjertekammer... Så meget at sige og så kan jeg ikke få noget sagt overhovedet.

"A dead mans whisper, is a living mans nightmare"

Jeg er begyndt at spille håndbold igen, første kamp igår (søndag d. 22 jan.)
Vi fik stryg, jeg fik godt fat i forsvaret, men vi missede 4 kontraer til mig, de 3 af dem der lå afleveringerne af helvede til, den 4 der fik jeg fat i bolden lige inden feltet, men da jeg tog fat i den gled den ud af hånden på mig som var det olie der var smurt på istedet for harpiks? Det var træls. Jeg havde kun 2 skud, og begge skud gik på stolpen, det var mm fra at de havde siddet så det var stolpe ind, men okay enhver der spiller håndbold eller kender til håndbold, ved at det ikke er det nemmeste at være højrefløj som højrehåndet. Men det var rart at komme igang igen. Spiller med erritsøs herre, skulle egentlig spille 2 års U18, men jeg gider det ikke. Synes det er sjovere at spille mod de store og tunge drenge, udvikler mig mere der. Lærer at få tæsk, og det må man sige jeg fik? En kæmpe blå bule på mit skinneben efter at have trukket en angrebsfejl (jeg er dygtig), blev skudt i hovedet så jeg flækkede underlæben, (av) har brandsår på venstre albue og knæ fordi jeg lander dumt når jeg hopper fra højrefløj, (hopper langt ind, knækker i ryggen for at få en optimal vinkel på skuddet, og lander derefter på ryggen, men af og til lander jeg på siden eller ned på knæet, avtch)
Og så fik jeg en ordenlig mavepumper, så har et blåt mærke på maven også, og min venstre hofte omme på rygsiden, der er en bule der forhindre mig i at ligge fladt på ryggen og sove..(Som sagt lander jeg for det meste på ryggen, hvis jeg lander en smule skævt, så slår man sig)

Jeg er også håndboldtræner, og inden jeg selv var ude og spille spillede mine drenge. jeg var nød til at gå i 2 halvleg men havde fået Claus til at tage dem i 2 halvleg. Ellers var jeg ikke nået ud til min egen kamp. De var bagud med 2 da jeg kørte, og spillede rimelig fornuftigt. Jeg fik en sms om at de vandt 15-14 og nøj hvor var jeg glad, for der stod altså 8-10 da jeg kørte! Så de har spillet godt. Det er en af glæderne ved at være træner, at se dem bruge det man har lært dem, og se dem udvikle sig. Det varmer.

En sidste ting inden jeg lukker ned, jeg skal starte i skole i morgen. Bare for at have noget, har jeg valgt teknisk skole, Transport og Logistik. 20 uger, mon ikke jeg kan nå det? Det skal jeg. Vil gennemføre bare en ting når jeg har fejlet på så mange andre områder...

Seeya folks! Og lige en allersidste ting.

Hvis det nogen gange er svært, hvis der er modstand og det ikke går som planlagt. Så gør du det rigtigt. Modstand gør dig stærkere, og når tingene ikke går som planlagt, lærer du at planlægge bedre. Nyd det du har og brug det, istedet for at koncentrere dig om det du ikke har. Tag imod hver dag som den gave den er, for man ved aldrig hvornår det er ens egen tur til at tage hatten af. Lev livet som du vil, der er ingen andre der gør det for dig.

Idioten i spejlet.

Ved ikke hvad jeg skal skrive. Er ikke blank, og heller ikke tom? Der er en ting der fylder mit hovede. Had. Hævn.
God nytårsaften indtil den lille tøs kyssede mig. okay jeg kyssede igen første gang, men så var det også det. hun kyssede som en støvsuger, og så føltes det bare helt helt forkert. Så begyndte hendes ven senere på aftenen om jeg ikke kunne "ordne hende" jeg snurrede rundt og lod min arm svinge gennem luften. Jeg brækkede næsen på ham og han har fået hjerne rystelse. Så var der ikke mere sjov til mig den nat, blev sendt hjem i seng af min kammerat. og det der undre mig? det er at jeg er så kold. Fuldstændig. Kunne ikke være mere ligeglad. Jeg ser kun 1 ting. Og det er at jeg skal have fat i dem, og stille dem til ansvar. Rodet, det ved jeg, Ham jeg klappede = uskyldig, skulle ikke have haft en på hovedet. men jeg kogede over.

Jeg venter bare på en chance, venter på jeg kan isolere dem. tage dem ud, en efter en. Men de er flok dyr. De slog en af mine venner ihel for 4-5 år siden. Knivstik. stak ham ihel for øjnene af mig, stak igen og igen. og da de endelig opdager det var den forkerte de havde fat i, løb de. jeg kunne intet gøre, blev holdt nede. Hvad kan en 13 årig knægt gøre når han bliver holdt nede af 2 på en 18-19 år? intet. Og nu har de smadret min bedsteven uden grund.

Jeg har fundet en side af mig, jeg ikke vidste jeg havde. Når jeg ser mig selv i spejlet ser jeg et par blanke og iskolde øjne. Smilet har forladt mig, jeg føler ingen glæde. Intet savn, ingen sorg. Jeg føler kun et brændende had. Et brændende ønske om at stille dem op af en mur. Sigte. Og trykke af. Min far sagde han ikke kunne kende mig, at han blev bange for mig ved at kigge mig i øjnene. Der er intet der røre mig. Hvis folk de siger de hader mig, svarer jeg nåh. siger de at de elsker mig, får de samme svar.

Jeg kan se glæden, jeg kan se mit smil, jeg kan se alt jeg har kæmpet for glide ud af mine hænder, og jeg bliver slugt af mit had. Hader mig selv for ikke at være stærk nok, hader at jeg kun kunne ligge der og så hjælpeløst på, hader at jeg har sagt at jeg vil beskytte, og den dag der er brug for det er jeg 320 km væk.
Endnu en gang må jeg erkende at jeg ikke er stærk nok... Mine arme syrer og mine ben vil ikke mere. 3 uger mere med den her intense træning og så er jeg klar. Flækker dem på midten. korsfæster dem foran rådhuset. Sender dem i kørestol. Ikke nok med at de slår min ven gul og blå uden grund, de flækker også læben på hans ekskæreste, min bedsteveninde. Alt deres snak om kontakter og de skal dit og dat. De trækker tiden ud.

Lad mig skærer det ud i pap hvor meget mit hjerte er fyldt af had lige nu, med et par eksempler.
Hvis min eks sagde hun hadede mig og aldrig ville snakke med mig, rørte det mig ikke. Hvis hun ville have mig tilbage, ville jeg afvise. Hvis min egen mor sagde hun ikke ville kendes ved mig, rørte det mig ikke. hvis min far sagde det samme, ville det ikke røre mig. Jeg er så indebrændt, flere års had bliver revet op nu, og forstærket 5 gange. Jeg ved hvem jeg elsker, og jeg ville aldrig gøre dem noget andet. Kun DEM! Er de heldige finder politiet dem før jeg gør. om jeg så skal tage hen på deres skoler og smadre dem foran deres klasse, udstille dem som de små kujoner de i virkeligheden er. flokdyr der ingenting kan selv. samfundsnassere, kriminelle respektløse og uintegrerede fucking SNOTUNGER!!!! Brænder dem levende...

For når alt kommer til alt hvad har jeg så at miste?

Men der er en ting der skærer igennem mit had...
Den forbandede kærlighed. Ved ikke om jeg burde skrive det her, men jeg gør det alligevel.
Min eks kæreste har et ønske, og jeg ville gøre alt for at se det gå i opfyldelse. Hvis jeg kunne give min "tid" til et andet menneske, så ved jeg hvem jeg ville give den tid til. men jeg kan ikke trylle. Jeg kan kun håbe, på at hendes ønske går i opfyldelse alligevel. Endnu engang må jeg erkende at jeg er ude af stand til at gøre noget. Selv nu hvor jeg har skubbet alt andet væk, er hun der. Som det lille lys i mørket. Jeg forstår det ikke, og kommer jeg nok aldrig til.

Jeg spilder min tid her, jeg har ikke for meget i forvejen. Må fortsætte, er nød til at blive stærkere. Er nød til at kunne beskytte, er nød til at kunne slå ihjel. Er nød til at jagte dem, er nød til at finde dem. og når jeg finder dem. Viser jeg dem samme nåde som de har vist. INTET! ingenting...

Hej.

Kedelig overskrift I know, men ved ikke hvad jeg skal kalde det her...
Der er så mange ting oppe i hovedet på mig lige nu. Tror det er bedst af få det ned på papiret...
Jeg kan ikke skelne løgne og sandhed fra hinanden længere. Hvem lyver? Hvem taler sandt? Uanset hvad så ved jeg at jeg har mit på det rene, at hvad jeg har sagt og gjort, er det jeg har følt og set. Og det har været forvirret og besværligt at få sagt, men når alt kommer til alt. så betyder hun stadig meget for mig. Mere end hun burde, men sådan er det jo.

Jeg står lidt i en svær situation nu, at rense mig selv og få hele sandheden frem, eller at bakke baglæns og bare tage skraldet der må komme... Jeg har altid gjort det sidste, og at presse sandheden frem ændre ingenting, tværtimod kan jeg kun se det skulle blive værre. Ja jeg vil nok få renset mit navn, men hvad gavn har det hvis det koster venskaber? intet. Så at tage skraldet en gang til, det kan jeg nok lige overkomme.

Jeg er efterhånden vant til at blive beskyldt for ting jeg ikke har sagt eller gjort, så det er ikke noget nyt for mig, men det ændrer ikke på det faktum at det gør ondt. Hvad jeg ikke ville give for at spole tiden tilbage, og når folk så har spurgt ind til hvordan det gik eller hvordan jeg havde det, og så at jeg bare kunne svare: "det går" for bare at lade det hele ligge. Jeg har dummet mig, fordi jeg ikke fik sagt det rigtigt, fordi jeg fik sagt det hele på en måde hvor folk selv kan konkludere ting, som ikke stemmer overens med det jeg mente. Er virkelig en røv med ører til at forklare hvad jeg mener, og jeg hader at blive misforstået...

Har egentlig ikke så meget at sige mere. Ville ønske den her følelse bare forsvinder, ensomheden af at kende sandheden men at holde den tilbage, for en andens skyld. Jeg taber kun på det her, men at se nogen man holder af, vinde. Er det ikke også en sejr i sig selv? Med tiden vil folk forstå, og acceptere. Og når den tid kommer har jeg lagt det bag mig. Ha! Deres rygter kan rende mig, jeg har vendt det døve øre til.
4 dage efter hun slog op fandt jeg en flaskebon på 0 kr i flaskerummet, men det der var mærkeligt ved den var at der stod d 11 december på. I dag fandt jeg 2 flaskebonner på gulvet, med 2 forskellige datoer på. Den ene kunne jeg relatere til, den anden sagde mig ikke noget. 27 oktober... og 7 januar?
Jeg forstår ikke ret meget af det her, om det er tilfælde eller om det er et tegn? Jeg tror ikke på tilfælde længere... Der er en mening med alting, man skal bare finde den.

1 ½ månede? kort... men må indrømme, at det er det bedste jeg har haft, Der var kun det vi følte for hinanden, intet andet. Intet pres, ingen trusler andet end os selv. Men jeg kvalte hende vel, men jeg blev bekymret for hende, kunne se det var noget galt. Ville bare være der for hende og holde hende tæt og fortælle hende det hele nok skal gå. Det vil jeg stadig, men jeg må nøjes med at se til på afstand. Gå i hendes skygge så at sige. Jeg tror langt om længe jeg ved præcis hvad det vil sige at elske, hun har såret mig, men jeg vil stadig beskytte hende? stadig prøve at få hende til at grine, jeg kan ikke få hende ud af hovedet? og alt jeg kan tænke på er om hun finder lykken. Jeg krydser og ber alt hvad jeg kan, i håbet om at hendes største ønske bliver opfyldt. Jeg ønsker hende kun alt godt på hendes vej. for faen man... årrrh ha...

Ved det ser dumt ud men når jeg tømmer hovedet skriver jeg præcis som jeg ville snakke, og det er med suk og støn og alle de lyde man nu lige kan komme frem med når man skriver sådan noget her. Kort sagt så elsker jeg hende. Hvad jeg ikke ville give og gøre bare for at se hende smile... For at holde om hende igen... Jeg er ynkelig! Men hvis at elske hende er en forbrydelse, så står jeg til livstid. Hun er bare så... Alt jeg nu engang ku drømme om, kommer nok aldrig til at finde en som hende igen. Selv nu kan tanken om hende holde mig vågen om natten. få mit hjerte til at slå hurtigere, få mig til at smile, få mig til at være tæt på at græde. For faen... Kender i det med at man føler en sang siger alt det man gerne vil sige? bare bedre end man selv kan formulere det? Tror lige i får et link til en sang der siger det jeg ikke selv kan få over mine læber nu. Har faktisk 2.

http://www.youtube.com/watch?v=lQy8-MZ11FI Akon - Never took the time

http://www.youtube.com/watch?v=9yZ0t4YAlwA Akon - Come Back to me

Jeg er godt nok ude og skide, uden hende er jeg kun halvt i live...
Kan i forstå mig hvis i får et billede?

Jeg gir aldrig helt op. Trækker mig bare ud til siden. Hvis jeg bare kunne få det forklaret så også jeg selv kan forstå det... Hvis hun bare kunne se hvor meget hun betyder for mig. Hvis jeg kunne trække alle mine ord tilbage, og bare sige ingenting. Gad vide hvordan det så ville se ud nu?

Januar.... Du er meget velkommen, Du har svarene på mine spørgsmål. Lad mig ikke vente.

Yes yes yes...

Har ikke så meget at skrive, andet end jeg er blevet single igen... Avtch, det er lidt en tung hårbold for mig at sluge, men der er kun en vej og det er fremad.

Og ja, det minder mig om hende at skrive herinde, så tror jeg stopper for en tid til alt det her har lagt sig.
Jeg elsker den lille lort... Men man kan ikke være heldig hver gang ay?

Pas på jer selv og nyd det i har, for alting har en udløbsdato.

Det var det farvel...

Ja jeg kan sku ikke lade være nu, det er lidt vanedannende det her, og så var det min kæreste der fik mig til at begynde...
Det næsten værre end rygning!
"Ay hvad så man... har du ikk lige et styk papir? jeg går kold hvis jeg ikke kan skrive et lille indlæg man, kom nu hjælp mig nu ud main?! Jeg ryster helt main! Kom NUUUU!!!"

Chill!

Jeg er faktisk i generelt stabilt humør igen. Spillede håndbold kamp igår aftes, det fik mig til at tænke på en masse ting, og fik ryddet op på øverste etage så jeg er mere nede på jorden nu. Er også træt, men afslappet.
Har følt mig lidt på et lille mentalt sidespor de sidste par dage, det skal jeg lige have rettet op på igen.
Og så især når jeg læser de beskeder jeg har sendt rundt til folk, så tænker jeg lidt. hmmm... Er det mig det der? er jeg virkelig ligeså dum at høre på som en 5 årig der vil forklare mig hvad nanoteknologi er. Yup så dum kan jeg være når jeg ikke lige er mentalt afbalanceret. Men det fik jeg så styr på ved hjælp af en håndboldkamp, og jeg kan slet ikke beskrive den følelse det var at stå med en bold i hånden igen, og bare få lagt en takling på deres største og stærkeste spiller og så det bare lykkedes! Det er sku bedre end sex da! Håndbold er mit liv, mit et og alt og sådan er det. Vil opgive mange ting, men aldrig mit håndbold for det gør mig til den jeg er.

Der er kun en ting at gøre. Bide tænderne sammen og bare køre på. Tage den med ro, en dag af gangen. Så kan det ikke gå helt galt. Give folk lidt ro og nyde den tid man har sammen med folk. For man ved aldrig om det er sidste gang man ser dem. Venner og familie og andre du holder tæt, hold dem tæt. Ikke skub dem væk. Smil selvom de har gjort dig sur, for livet er for kort til at være sure på hinanden. og fordi de gør dig sur 1 gang betyder ikke farvel. Tænk på alle de gange de har fået dig til at smile? Betyder det ikke noget længere? THK - Tro, Håb og Kærlighed. Vi tror på at håbet vil bringe kærlighed. Kærlighed er hvad du selv gør det til. Så lev dit liv med et smil og giv ud af dine positive sider, og du vil få positivt igen.

Der er så mange ting jeg gerne vil fortælle dem der måske læser det her. Men så meget tid har jeg ikke at jeg vil bruge den på at sidde her. Jeg vil skynde mig afsted, for hvem ved? Det kunne være den sidste mulighed jeg har for at trække frisk luft. Den sidste køretur? Lev hver dag som var det den sidste. Det vil jeg gøre. I morgen er i morgen, så den tager vi i morgen. Men for nu? Der vil jeg slappe af og nyde livet. Har hvad jeg skal bruge, kræver ikke mere.

Fisk?

Det er ret svært at vise folk man er glade for dem hvis de ikke gider snakke med én...
Så jeg gider ikke skrive mere her.
Tror jeg sletter bloggen, den har ligesom mistet sin betydning.

Plejer ikke at sige farvel, hader det ord. Jeg siger altid "Vi ses" eller "Vi snakkes" til folk jeg holder af.

Men nu siger jeg altså farvel til bloggen, indtil videre.
Lader den lige ligge, ku jo være man skiftede mening om et par dage, men som det ser ud nu er det et farvel.
Så farvel så længe røvhuller!

(kærlig ment, er ikke ond hehe)