Hvad satan?

Havde helt glemt jeg havde en blogg indtil en veninde mindede mig om det her den anden dag, så tænkte man måske skulle skrive lidt igen da det efterhånden er ved at være længe siden?

For at starte et sted, så er jeg flyttet hjemmefra, i egen 2værelses lejlighed her i fredericia, en rummelig 45 kvm lejlighed. Det er sku lækkert! Bor 40 m væk fra min bedsteven, så han kigger op regelmæssigt. Med hensyn til kærlighed, jamen der har jeg mødt en pige fra skive som jeg har tilbragt de sidste 2 weekender sammen med, men det vi søger er bare ikke det samme så det duer ikke. Jeg vil have noget stabilt og seriøst og det var hun ikke klar til, jamen så skilles vores veje bare. Så har jeg en backup i haderslev jeg giver en chance istedet for. Sidder faktisk på skype med hende lige nu, smuk sød pige er hun da.

Jeg går jo på teknisk skole, på Transport og Logistiklinien, lige fået et 12 tal i brancherettet geografi. Og et 7 tal i branceintrodukton, han kunne ikke give mig en højere karakter da jeg var startet en uge senere, selvom jeg havde færest fejl i den afsluttende prøve... Nåh men altså er der nogen der skvatter død om, har jeg fået mit førstehjælps bevis, så kan give hjertemassage og kunstigt åndedræt nu. Ved ikke om det er en opgradering fra fodmassage eller en nedgradering. Bum bum. Nåh ja hvad er der ellers at sige, jo jeg skal på sygehuset på torsdag (12/04-12) med min skulder, så får jeg at vide om jeg skal opereres i den eller ej. Samtidig samme dag 3 timer senere skal jeg til samtalerunde 2, ved Prime Cargo omkring læreplads. Kunne være rart at få den!

Og for at vende tilbage til noget jeg har skrevet i et tidligere indlæg, så har lægerne trukket deres dødsdom tilbage og sagt undskyld, igen igen, for at de tog fejl og de snakker om et mirakkel og at der er nogen der holder en hånd over mig og at de ikke har set mage og bla bla.. De kan fandme ikke finde ud af deres job, sådan nogle kittelbavianer... Så det snakker vi ikke mere om.

Udover at det går smurt på skinner ved jeg ikke hvad jeg ellers skal skrive?

JO! Håndboldsæssonen er slut og jeg er officielt ikke træner længere, det har været en sjov og udfordrende oplevelse at være træner, men jeg må indrømme... At det tager for meget tid, så det venter jeg lige et par år med før jeg vil det igen. Og så er jeg også stoppet med at spille selv, da jeg tabte hovedet sidst jeg var ude at spille kamp. 3 spilledages karantæne... 2 røde kort i samme kamp, ja jeg gik på en måde lidt amok. Gider ikke fortælle historien, den er lidt åndssvag. Nåh men tror det var det for den her gang, vi ses igen om 3 måneder hvis jeg glemmer at jeg har en blogg, igen.

Adios ciao farvel goodbye og hvad der ellers er af farveller på diverse sprog.
Pas på jer selv og hinanden!

Ja ja....

Ved ikke helt hvor jeg skal starte så springer vel bare ud i det okay?

1: Jeg har fået mit overskud og min "livsglæde" tilbage.
2: Jeg har fundet ro i mig selv igen.
3: Jeg er her lidt endnu.


Hvad sker der når et menneske får at vide det skal dø?
Jo nu skal i høre.

Man begynder at se ting på et nyt niveau, du slapper mere af og tager tingene med en ny indgangsvinkel. Du begynder at gå i detaljer, og værdsætter selv de mindste ting. Den lille krølle i din nevøs hår, som frisøren overser hver gang, Den lille rille i rattet på din bil, hvor din finger ligger så godt, måden din kaffe dufter på inden du tager den første tår, glæden ved at bruge tid på at lave mad, at små ting kan gøre andre glade osv osv. Alting får bare en ny mening. Hver dag du vågner, der smiler du og tænker: "Hvad kan jeg finde på i dag? Hvad har jeg lyst til?"
Eller det er ihvertfald sådan Jeg tænker.
Ville have skrevet det hele på en gang, men har faktisk været en uge om at skrive det her. Føler bare jeg manglede noget, og så gik jeg i stå, men okay fortsætter lige.

Der er mange der spørger ind til min eks. Om jeg er ovre hende, om jeg stadig elsker hende og sådan noget.
Jeg elsker hende stadig, men jeg er ovre hende. Giver det nogen mening? Tror man skal være inde i mit hovede for at forstå det. Jeg elsker hende, men jeg gider ikke snakke om hende, vil ikke se hende, eller høre fra hende igen. Hun har såret mig, og der er grænser for hvor mange psykiske tæv jeg vil tag imod. Hun ville være venner, og jeg prøvede virkelig alt hvad jeg kunne for at vi kunne være det. Men hun var negativ overfor mig, kørte psykisk på mig. Går og sviner mig til ude i byen og jeg tænker bare hvorfor? Efter det jeg har gjort for hende... Hvad er det så jeg har gjort hende der gør hun hader mig sådan?
For fanden jeg har støvsuget hjemme ved hendes mor, pusset deres vinduer, vasket deres postkasse og forventede ikke at få noget for det. Jeg gjorde det frivilligt og fordi jeg ville hjælpe? Jeg prøvede på da vi kom sammen, ikke kun at være en kæreste, men også en ven hun kunne snakke med. En der ville lytte og støtte hende lige meget hvad hun vælger at gøre. Der vil jeg stadig, og alligevel ikke.
Men nok om hende, jeg prøvede at støtte hende og hun fejede mig væk som var jeg ingenting. Så er der kun en ting at gøre, og det er skære hende ud. Jeg havde det godt før jeg mødte hende, og jeg har det godt nu. Har ikke brug for hende. Der er kun en vej frem, og det er den ene fod foran den anden.

"If you leave and expect me to follow, I ain't gonna follow, cuz' if you wanted me in the first place, you wouldn't have left."

Jeg er single og glad, og jeg gider ikke have en kæreste eller en flirt eller noget i den retning. Jeg har mine venner og jeg har mit håndbold, mere behøver jeg ikke? Men jeg må indrømme, at jeg troede jeg havde accepteret det faktum at jeg nok ikke har mere end 6 måneder tilbage. Efter den sidste scanning skulle man tro jeg var glad, for de sagde mit hjerte er begyndt at hele sig selv. Men de sagde jeg kun måske overlevede det. Et måske? er jeg gået fra sikker død til et måske at oveleve? Det er bedre odds men jeg ved ikke. Jeg er begyndt at blive mere træt, sover mere. Har ikke den samme energi som jeg har haft og ja, jeg er bange for at dø. Bange for at efterlade noget, uopklaret eller uløst. Bange for at... Bange for alt. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre? Hele min eksistens, mit liv? Det hænger på et tungt måske. Men sådan har alle mine ting været igennem mit liv?
"Du er måske god nok til 1 hold. - Jeg kom på førsteholdet."
"Vi har måske en lærerplads til dig - Der er stadig ikke noget svar at hente"
"Der er måske en chance for at vi kan hjælpe dig. - De kunne ikke hjælpe mig"
"Du finder måske aldrig ud af hvem der gjorde det. - Jeg fandt aldrig ud af det"

måske måske måske måske MÅSKE!!!
Hvad kan jeg bruge det til!!??
Giv mig nu bare, en gang for alle et svar jeg kan bruge og forholde mig til at sådan her er det!!!
Bare denne ene gang...
Kan jeg starte eller kan jeg ikke starte?`
Skal jeg dø af det her eller dør jeg ikke? Ligesom de andre gange i sagde jeg skulle dø?! - Det er 4 gang jeg får det at vide... Men den her gang er det anderledes for mit hjerte tog skade, og jeg har set scanningerne. Der er en bule i mit højre hjertekammer, mine muskler omkring hjertet og lungen, har trykker en bule ind i mit højre hjertekammer... Så meget at sige og så kan jeg ikke få noget sagt overhovedet.

"A dead mans whisper, is a living mans nightmare"

Jeg er begyndt at spille håndbold igen, første kamp igår (søndag d. 22 jan.)
Vi fik stryg, jeg fik godt fat i forsvaret, men vi missede 4 kontraer til mig, de 3 af dem der lå afleveringerne af helvede til, den 4 der fik jeg fat i bolden lige inden feltet, men da jeg tog fat i den gled den ud af hånden på mig som var det olie der var smurt på istedet for harpiks? Det var træls. Jeg havde kun 2 skud, og begge skud gik på stolpen, det var mm fra at de havde siddet så det var stolpe ind, men okay enhver der spiller håndbold eller kender til håndbold, ved at det ikke er det nemmeste at være højrefløj som højrehåndet. Men det var rart at komme igang igen. Spiller med erritsøs herre, skulle egentlig spille 2 års U18, men jeg gider det ikke. Synes det er sjovere at spille mod de store og tunge drenge, udvikler mig mere der. Lærer at få tæsk, og det må man sige jeg fik? En kæmpe blå bule på mit skinneben efter at have trukket en angrebsfejl (jeg er dygtig), blev skudt i hovedet så jeg flækkede underlæben, (av) har brandsår på venstre albue og knæ fordi jeg lander dumt når jeg hopper fra højrefløj, (hopper langt ind, knækker i ryggen for at få en optimal vinkel på skuddet, og lander derefter på ryggen, men af og til lander jeg på siden eller ned på knæet, avtch)
Og så fik jeg en ordenlig mavepumper, så har et blåt mærke på maven også, og min venstre hofte omme på rygsiden, der er en bule der forhindre mig i at ligge fladt på ryggen og sove..(Som sagt lander jeg for det meste på ryggen, hvis jeg lander en smule skævt, så slår man sig)

Jeg er også håndboldtræner, og inden jeg selv var ude og spille spillede mine drenge. jeg var nød til at gå i 2 halvleg men havde fået Claus til at tage dem i 2 halvleg. Ellers var jeg ikke nået ud til min egen kamp. De var bagud med 2 da jeg kørte, og spillede rimelig fornuftigt. Jeg fik en sms om at de vandt 15-14 og nøj hvor var jeg glad, for der stod altså 8-10 da jeg kørte! Så de har spillet godt. Det er en af glæderne ved at være træner, at se dem bruge det man har lært dem, og se dem udvikle sig. Det varmer.

En sidste ting inden jeg lukker ned, jeg skal starte i skole i morgen. Bare for at have noget, har jeg valgt teknisk skole, Transport og Logistik. 20 uger, mon ikke jeg kan nå det? Det skal jeg. Vil gennemføre bare en ting når jeg har fejlet på så mange andre områder...

Seeya folks! Og lige en allersidste ting.

Hvis det nogen gange er svært, hvis der er modstand og det ikke går som planlagt. Så gør du det rigtigt. Modstand gør dig stærkere, og når tingene ikke går som planlagt, lærer du at planlægge bedre. Nyd det du har og brug det, istedet for at koncentrere dig om det du ikke har. Tag imod hver dag som den gave den er, for man ved aldrig hvornår det er ens egen tur til at tage hatten af. Lev livet som du vil, der er ingen andre der gør det for dig.

Idioten i spejlet.

Ved ikke hvad jeg skal skrive. Er ikke blank, og heller ikke tom? Der er en ting der fylder mit hovede. Had. Hævn.
God nytårsaften indtil den lille tøs kyssede mig. okay jeg kyssede igen første gang, men så var det også det. hun kyssede som en støvsuger, og så føltes det bare helt helt forkert. Så begyndte hendes ven senere på aftenen om jeg ikke kunne "ordne hende" jeg snurrede rundt og lod min arm svinge gennem luften. Jeg brækkede næsen på ham og han har fået hjerne rystelse. Så var der ikke mere sjov til mig den nat, blev sendt hjem i seng af min kammerat. og det der undre mig? det er at jeg er så kold. Fuldstændig. Kunne ikke være mere ligeglad. Jeg ser kun 1 ting. Og det er at jeg skal have fat i dem, og stille dem til ansvar. Rodet, det ved jeg, Ham jeg klappede = uskyldig, skulle ikke have haft en på hovedet. men jeg kogede over.

Jeg venter bare på en chance, venter på jeg kan isolere dem. tage dem ud, en efter en. Men de er flok dyr. De slog en af mine venner ihel for 4-5 år siden. Knivstik. stak ham ihel for øjnene af mig, stak igen og igen. og da de endelig opdager det var den forkerte de havde fat i, løb de. jeg kunne intet gøre, blev holdt nede. Hvad kan en 13 årig knægt gøre når han bliver holdt nede af 2 på en 18-19 år? intet. Og nu har de smadret min bedsteven uden grund.

Jeg har fundet en side af mig, jeg ikke vidste jeg havde. Når jeg ser mig selv i spejlet ser jeg et par blanke og iskolde øjne. Smilet har forladt mig, jeg føler ingen glæde. Intet savn, ingen sorg. Jeg føler kun et brændende had. Et brændende ønske om at stille dem op af en mur. Sigte. Og trykke af. Min far sagde han ikke kunne kende mig, at han blev bange for mig ved at kigge mig i øjnene. Der er intet der røre mig. Hvis folk de siger de hader mig, svarer jeg nåh. siger de at de elsker mig, får de samme svar.

Jeg kan se glæden, jeg kan se mit smil, jeg kan se alt jeg har kæmpet for glide ud af mine hænder, og jeg bliver slugt af mit had. Hader mig selv for ikke at være stærk nok, hader at jeg kun kunne ligge der og så hjælpeløst på, hader at jeg har sagt at jeg vil beskytte, og den dag der er brug for det er jeg 320 km væk.
Endnu en gang må jeg erkende at jeg ikke er stærk nok... Mine arme syrer og mine ben vil ikke mere. 3 uger mere med den her intense træning og så er jeg klar. Flækker dem på midten. korsfæster dem foran rådhuset. Sender dem i kørestol. Ikke nok med at de slår min ven gul og blå uden grund, de flækker også læben på hans ekskæreste, min bedsteveninde. Alt deres snak om kontakter og de skal dit og dat. De trækker tiden ud.

Lad mig skærer det ud i pap hvor meget mit hjerte er fyldt af had lige nu, med et par eksempler.
Hvis min eks sagde hun hadede mig og aldrig ville snakke med mig, rørte det mig ikke. Hvis hun ville have mig tilbage, ville jeg afvise. Hvis min egen mor sagde hun ikke ville kendes ved mig, rørte det mig ikke. hvis min far sagde det samme, ville det ikke røre mig. Jeg er så indebrændt, flere års had bliver revet op nu, og forstærket 5 gange. Jeg ved hvem jeg elsker, og jeg ville aldrig gøre dem noget andet. Kun DEM! Er de heldige finder politiet dem før jeg gør. om jeg så skal tage hen på deres skoler og smadre dem foran deres klasse, udstille dem som de små kujoner de i virkeligheden er. flokdyr der ingenting kan selv. samfundsnassere, kriminelle respektløse og uintegrerede fucking SNOTUNGER!!!! Brænder dem levende...

For når alt kommer til alt hvad har jeg så at miste?

Men der er en ting der skærer igennem mit had...
Den forbandede kærlighed. Ved ikke om jeg burde skrive det her, men jeg gør det alligevel.
Min eks kæreste har et ønske, og jeg ville gøre alt for at se det gå i opfyldelse. Hvis jeg kunne give min "tid" til et andet menneske, så ved jeg hvem jeg ville give den tid til. men jeg kan ikke trylle. Jeg kan kun håbe, på at hendes ønske går i opfyldelse alligevel. Endnu engang må jeg erkende at jeg er ude af stand til at gøre noget. Selv nu hvor jeg har skubbet alt andet væk, er hun der. Som det lille lys i mørket. Jeg forstår det ikke, og kommer jeg nok aldrig til.

Jeg spilder min tid her, jeg har ikke for meget i forvejen. Må fortsætte, er nød til at blive stærkere. Er nød til at kunne beskytte, er nød til at kunne slå ihjel. Er nød til at jagte dem, er nød til at finde dem. og når jeg finder dem. Viser jeg dem samme nåde som de har vist. INTET! ingenting...